“Lynet” i Aars er vært for BMX National Cup

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/05/2024 09:00

Aars BMX klub “Lynet” er i weekenden vært for en af de otte afdelinger i National Cup.

Der deltager 275 kørere fra hele landet, nogle få fra Sverige og Norge.

Dysten finder sted på banen ved Støberivej i Aars, hvor alle er velkomne som tilskuere.

National Cup samler eliten, for de skal køre mindst seks af de otte afdelinger for at kunne kvalificere sig til EM og VM.

Ved siden af eliten er der bredden, og kørerne er fra 5 til 40 år og har kørt BMX i måske nogle få måneder eller mange år.

- Det er de bedste kørere i Danmark, som kommer til Aars, og det er altid gode stævner, hvor konkurrencen er hård, og det er både hos eliten og i de mindre klasser. Men udenfor banen er der en masse socialt i sådan et stævne. BMX er jo ikke en kæmpe sport i Danmark, derfor er det altid hyggeligt, når kørerne kan samles og både konkurrere mod hinanden men måske ligeså meget bare snakke om deres udstyr og sporten, siger formand i Aars BMX klub Lynet, Poul-Erik Guldhammer, der ikke selv kører BMX.

- Det er min søn Daniel på 14, der har kørt i fire år, og han er også med i weekenden sammen med otte andre fra Aars, siger han.

I løbet af de to dage bliver der kørt tre heats inden en finale i hver klasse og i to afdelinger.

Vinderen er den, som har optjent flest point, og de kåres søndag eftermiddag.

- De fleste kommer her begge dage, også selvom de skal køre lørdag.

Der er mange, som har campingvogn eller et telt med, og det giver en masse socialt. Har man lyst til at komme og se på, er der masser af plads rundt om banen, siger Poul Erik Guldhammer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"